Vi har både fokus på den sunde varierede mad og den trygge og rolige ramme som maden skal indtages i.
I vores pædagogiske professionelle køkken kan børnene følge med i tilberedelse af alle de spændende retter Æblehuset producerer. De har mulighed for at smage, spørge, dufte og mærke undervejs i processen og på den måde lære om råvarer, tilberedelse og hygiejne samtidig med smagsløgene udfordres med anderledes smagsprøver, der skaber tryghed og madmod når selve retten serveres.
Det er væsentligt at Æblehuset udfordrer og udvikler børnenes madmod, og derfor serverer vi en masse forskellige retter, af høj kulinarisk og ernæringsmæssig kvalitet, som børnene ikke nødvendigvis får derhjemme. Det er ikke hver dag at alle børn tør spise af maden, men med venner og pædagogers guidening får alle smagt og udvidet deres grænser – og vi håber I forældre griber muligheden når I laver mad derhjemme!
Til tider rykker vi udendørs til bålpladsen, da vi i Æblehuset elsker at være ude. Det giver nye muligheder for inddragelse og deltagelse samt mulighed for nye og anderledes retter.
Nogle dage tilbereder vi hele frokosten på bålet, andre dage bager vi blot brød eller også kan det være vi flår fasaner, høns eller andre dyr og på den måde videregiver viden og læring omkring råvarer og teknikker som børnene kan bruge senere i livet.
Du kan følge os på Instagram og Facebook, hvor ugeplaner og billeder af dagens måltid offentliggøres dagligt.
Æblehusets kost lever selvfølgelig op til sundhedsstyrelsens anbefalinger, ligesom vi har elite smiley og det økologiske bronzemærke (søg efter Æblehuset).
Æblehuset tager selvfølgelig hensyn til særlige behov, det kan være religiøse behov, allergi eller speciel form for diæt, dog kræver dette en lægeerklæring.
Tags: Kost & måltid